Dansk politik er i vildrede og vil egentlig helst lukke verden ude – det blev ret godt beskrevet i dette indlæg på Altinget i går.

Symptomatisk for alle partier er, at både politikere og medier tænker inden for industrisamfundets strukturer og forståelsesramme. De institutioner vi har, og de økonomiske modeller, som Finansministeriet arbejder efter, er skabt i, ud fra og med henblik på industrisamfundet. Den offentlige debat handler om institutioner og velfærdsydelser, som vi også enten havde eller kunne have haft i 1980’erne.

Hvad “systemet” ikke er i stand til at se, er, at teknologien ikke blot presser folk ud af deres nuværende arbejde, eller at migrationen skaber behov for integration. Det er selve grundstrukturen i vores samfund, der er i opbrud.

Et sådant opbrud har vi stået i før. Dampmaskinen medførte overgangen fra feudalt landbrugssamfund under enevældige konger til industrialiserede, demokratiske nationalstater. Hvis nogen havde forsøgt at fortælle Jeppe på Bjerget for 300 år siden, at i år 1915 ville både kvinder og bønder have del i den politiske magt, ville han have troet, at den, der fortalte ham det, havde mistet forstanden. Baronen ville heller ikke have været i stand til at forstå det.

Den forandring, vi står i, er lige så stor, hvis ikke større, end den forandring, som dampmaskinen skabte. Vi bevæger os ind i en tid, hvor magtstrukturerne kommer til at være fuldstændig anderledes.

Danmark er for lille til at agere alene i den forandring. Det er ikke blot Danmark, der er i fare, det er hele begrebet suveræn nationalstat, der er under angreb fra tech-giganter, om ikke andet, så fordi de tjener en masse penge på os og på at sælge vores mest private data – uden at betale skat.

Det ville gavne Danmark og danskerne umådeligt, hvis vores medier og politikere forstod dette og indrettede sig på det. Hvis de fik et systemperspektiv på verden og så Danmark som en del af den verden. Hvis de fik et globalt overblik. Hvis de gjorde det, kunne de nemlig gøre to ting:

  1. Erkende, at “fjenden” ikke er de politiske modstandere eller andre nationer, men dét at nationerne er mindre komplekse end det de konkurrerer med. Det, nationerne konkurrerer med, er nemlig den komplekse blanding af tech-giganter, fake news, sammenkoblede finansmarkeder, hastigheden i udviklingen og for høj kompleksitet, som gør, at vi ikke længere kan navigere.
  2. De kunne forsikre hinanden om, at alle demokratiske kræfter må arbejde sammen for at sikre nationernes fortsatte relevans, dvs. vores demokratier er nødt til at samarbejde med andre demokratier for at overleve.

Spillepladen er skiftet ud, brikkerne er skiftet ud, reglerne er skiftet ud, tilbage er kun de gamle spillere plus nogle nye, og det er dem, der skaber de nye regler, hvis ikke politikerne og pressen vågner op.

Nå, men vi har jo så bl.a. skabt Fremvirke for at vække dem…