FREMVIRKES AKADEMI TIL HØJSKOLER OG UNGDOMSUDDANNELSER

Seje udfordringer til dem under 25 – tre-timers workshops til små og store forsamlinger

Sokrates’ filosofi og de andre gamle grækeres akademier byggede på spørgsmål og samtale, og det samme gælder Fremvirkes Akademi. Vi stiller en række gode spørgsmål, præsenterer fakta, der kan danne udgangspunkt for den fælles samtale, og skaber et mix af forelæsning, diskussion 2-og-2, samtaler i klynger samt debat i plenum.

Fremvirkes Akademi til højskoler og ungdomsuddannelserne består af i alt seks forskellige workshops med hver deres emne. Hver workshop byder på levende diskussion og tankevækkende oplæg. Vi tager de unges fremtid seriøst og deres bekymringer alvorligt. Vi udfordrer også deres verdensbillede og giver dem nye perspektiver på tingene: 

  • Mennesker opfatter verden forskelligt.
  • Bliv bedre til at forstå hvordan.
  • Se de store mønstre i, hvordan samfund udvikler sig, når de bliver større og mere komplekse. 
  • Bliv opdateret på den teknologiske udvikling, og bliv i stand til at gennemskue, hvilke konsekvenser den har.

Hver workshop varer 3 timer og består af oplæg, gruppediskussioner og fælles debat. Til hver workshop er der et materiale, som enten kan læses på forhånd som forberedelse eller efterfølgende som opfølgning og brush-up. Desuden holder vi sangtraditionen i live med vores satiriske fællessange.

De seks workshops kan bookes enkeltvis eller som pakker.

Workshoppene kan tilrettelægges alt fra 6 til 120 personer.

Fremvirkes Akademi prøvekøres på Testrup Højskole, 2018

Når flere elever begejstret fortæller, at de har så mange noter fra oplægget, som de skal undersøge nærmere, så ved jeg, at oplægget har været en succes.

Merete Østergaard
Den Skandinaviske Designhøjskole, Randers

De seks workshops

Dannelse: Hvor meget og hvor lidt bør jeg forvente af mig selv?
Har du vilde drømme for dit liv, eller vil du helst bare have lov at være i fred? Hvad er rimeligt at forvente af sig selv og af andre, og hvordan undgår man at brænde ud?

En workshop om personlig dannelse og karakter, som hjælper dig til at forstå dig selv og dine medmennesker bedre. Vi ser på den personlige udvikling fra en psykologisk vinkel og på, hvordan den hænger sammen med dannelse. Og så ser vi også på vores tradition for folkeoplysning. – Læs mere her

Metamodernitet – en bæredygtig fremtidskultur, som giver mening?
Verden har udviklet sig fra jægersamlerkulturer til et globalt samfund med 7 mia. mennesker, der kobles sammen af internettet. Men vi er stadig udstyret med en stenalderhjerne, der skal skabe mening i galskaben, og det har den ofte vanskeligt ved.

I Fremvirkes Akademi om metamodernitet ser vi på kulturelle koder og introducerer metamodernitet som en mulighed for fremtiden: Vi kan lære en masse af fortiden, hvis vi skal have et grøn og stabil fremtid. – Læs mere her

Postmoderne identitetspolitik eller identitær nationalisme – hvad giver mening?
Velfungerende lande som fx Danmark er stærke forestillede fællesskaber; som borgere føler vi en tilknytning til millioner af mennesker, vi aldrig kommer til at møde. Hvorfor? Og kan man føle ansvar for både sin familie og hele planeten – på samme tid?

Fremvirkes Akademi sætter nationalismen i et helt nyt lys og finder ud af, hvad det vil sige at høre til. Vi introducerer begrebet ’circles of belonging’ og diskuterer, om det rent faktisk er vigtigt for individet at kunne tage ansvar for nationalstaten. – Læs mere her

Teknologi: nutid, fremtid, altid? Ved Google, om din kæreste er ved at slå op?
Fremvirkes Akademi om fremtiden og om de teknologier, du bør kende for at kunne begå dig, fordi: Computere sidder ikke længere blot i computere, og lytteapparater som Siri sidder ikke blot i din telefon. Processorer findes i alle mulige ting, og snart kommer der intelligent støv, som kan indlejres i forskellige former for materiale: Dit tapet kommer til at kunne tænke selv.
Vi giver en introduktion til algoritmer, nanoteknologi, 4D-print, kunstig intelligens (AI), the Internet of Things (IoT), blockchain m.m. og drøfter, hvordan vi bevarer humanismen. – Læs mere her

Har samfundet en plads til dig? – Og kan du ændre verden, hvis du vil?
Hvad gør mest nytte: At demonstrere i gaderne eller at tage en uddannelse og ændre verden gennem arbejdspladser og institutioner?

Fremvirkes Akademi giver dig et dannelseskompas, så du bliver i stand til at se samfundet som en helhed, hvor du kan finde dit eget personlige sweet spot og gøre en forskel. Vi ser også på, hvordan samfundets og din egen udvikling hænger sammen – vi er altid rundet af et fællesskab, og fællesskabet er altid påvirket af os. – Læs mere her

Meaning making: The next generation – hvad er det, din skolegang har overset?
Vi er alle opdraget til at forstå verden ud fra Galileis og Newtons lineære verdensbillede, hvor der er en direkte sammenhæng mellem årsag og virkning. Men verden er selvorganiserende, kompleks og ikke-lineær.

Fremvirkes Akademi introducerer systemtænkning og giver bud på, hvad vi stiller op, når udviklingen går så hurtigt, som den gør, og samtidig er global. For at skabe bæredygtighed er vi nødt til at forstå verden som dynamiske systemer indlejret i dynamiske systemer. – Læs mere her

Underviserne

Lene Andersen
Er medlem af the Club of Rome og har senest skrevet bogen Metamodernitet – mening og håb i en kompleks verden. Desuden er hun hovedforfatter til The Nordic Secret – A European story of beauty and freedom, som er udviklet sammen med svenske Tomas Björkman. Tidligere har hun bl.a. skrevet bøgerne Demokratihåndbog og Globalt gearskift. For sit forfatterarbejde har Lene modtaget Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet (2007) og Døssingprisen (2012).

Mette Hvid Brockmann
Mette har arbejdet i 15 år som teaterproducent og -direktør og har siden 2015 arbejdet med FN’s verdensmål. Hun er uddannet cand.scient.adm. i offentlig driftsøkonomi fra RUC med speciale i kulturøkonomi og er desuden formand for tænketanken Nordic Bildung, der er Fremvirkes søsterorganisation. Mette er stærkt optaget af relationen mellem by og land, økonomi og natur samt kultur og dannelse.

Anders Bodin
Anders er ingeniør og nanofysiker og har også gået på musikkonservatoriet, hvor han spillede klarinet. Gennem en årrække tog han privatlektioner hos Peter Bastian. Anders er forfatter til bogen Klimakrisens rødder (2019), og så er han en begejstret og levende fortæller samt en fantastisk formidler.

For bookning eller mere information, kontakt venligst Mette Hvid Brockmann på mhb @ fremvirke.dk eller 53 83 39 25.