Hvad er metamodernitet?

Kulturelle koder og kompleksitet

De fleste i Vesten har formentlig hørt om modernitet og postmodernitet. Modernitet betyder blandt andet, at vi har individuelle rettigheder, lige rettigheder for mænd og kvinder, et videnskabsbaseret verdensbillede, demokrati og tillige nyder godt af en række andre kulturelle og samfundsmæssige goder, som blev skabt i Vesten fra og med oplysningstiden.

Postmodernitet refererer til en kritisk holdning til moderniteten og dens “fremskridt” – citationstegnene er meget postmoderne: intet har absolut mening, alt er afhængigt af kontekst og individuel fortolkning. Der er ingen gyldige værdihierarkier og ingen fælles sandheder; alt hvad vi oplever er kulturelle konstruktioner som bør dekonstrueres, så vi kan se, at de blot er udtryk for nogens magtudøvelse. (Der er altså noget, der har mere værdi end andet: at tage ting for pålydende = skidt, dekonstruktion = godt.)

Både modernitet og postmodernitet kaldes kulturelle koder. Kulturelle koder er ikke kulturspecifike men er et sæt mønstre, som kan beskrive mange kulturer: fransk kultur kan være moderne eller postmoderne, amerikansk kultur kan være moderne eller postmoderne, men de vil stadig være henholdsvis fransk og amerikansk kultur. Dansk kultur har været moderne og er i dag i overvejende grad postmoderne.

Metamodernitet er en kulturel kode. Det samme er det oprindelige og det førmoderne, dvs. de oprindelige jægersamlerkulturer og det traditionelle samfund.

Oprindelig, præmoderne, moderne og postmoderne kulturelle koder har der været forsket i længe, og de findes velbeskrevne inden for forskellige områder af kulturteori. Op gennem historien har de respektive koder fungeret som vores forfædres tilpasning til de udfordringer, som opstod i takt med den teknologiske udvikling og stadig større og mere komplekse samfund. Kulturelle koder er det, der tillader os at organisere os fredeligt, når flere mennesker skal leve sammen i samme samfund.

Metamodernitet er ny, få har hørt ordet, og der er ingen definition af metamoderniteten, som der hersker enighed om. Forståelsen af metamoderniteten er under udvikling.

Hvordan vi forstår og definerer metamodernitet

I bogen The Nordic Secret – A European story of beauty and freedom (Fri Tanke Förlag, Stockholm, 2017), definerer Lene Rachel Andersen og Tomas Björkman metamodernitet som integrationen af det oprindelige, præmodernitet, modernitet og postmodernitet i én sammenhængende og langt mere kompleks kulturel kode:

Fra The Nordic Secret

Metamodernitetens kompleksitet matcher således kompleksiteten i globaliseringen og den teknologiske udvikling, der tillader finansmarkeder at kollapse simultant kloden rundt, mens vi sidder i hver vores hjørne af verden og ser på de samme kattevideoer på YouTube, mens vi længes efter en national identitet. Metamoderniteten tillader os at nyde alle aspekter af de tidligere faser, når det passer bedst:

  • Koderne fra den oprindelige kultur er det, vi deler i vores nære familie, i intime relationer og blandt nære venner: måltider, personlig samtale, åndelig udvikling, fødsler, død, dybe følelsesmæssige forbindelser og intimitet. Vi nyder også de oprindelige koder i stammefællesskaber som fx sportsbegivenheder, hvor ansigtsmaling, kollektive kampråb og diverse ritualer giver os mulighed for at føle samhørighed med vores boldspillende krigere. Alt dette er godt.
  • Koderne fra præmoderniteten / det traditionelle samfund giver os et sprog for de store eksistentielle spørgsmål i livet og de giver os poesi, skønhed, mulighed for kollektiv trascendens, og ritualer til navngivning, begravelser og bryllupper. Koderne hjælper os med at være en del af forestillede fællesskaber såsom vores folk, nation og religiøse denomination, de tillader os at skabe social sammenhæng og store fortællinger, der binder vores samfund sammen. Alt dette er godt.
  • Koderne fra moderniteten tillader os at have videnskab, teknologi, medicin, retssamfund, individuelle rettigheder, demokrati og personlig frihed. Alt dette er godt.
  • Koderne fra postmoderniteten tillader os at analysere og dekonstruere alle fortællingerne, magtstrukturerne og de ovennævnte sociale konstruktioner samt at have en ironisk distance til det hele. Dette er fantastisk, det er blot umuligt at bygge samfund på dekonstruktion og ironi, og derfor er postmodernitet kun en transitionsfase. Den er dog vigtig nok.
  • Koderne fra metamoderniteten tillader os at nyde og praktisere alt det ovenstående i de rette sammenhænge.

The Nordic Secret, side 399, vores oversættelse