Vælg Side
Folkeoplysning og dannelse hænger uløseligt sammen, men hvad er hvad?
Dannelse er en kombination af kultivering samt moralsk, følelsesmæssig og personlig udvikling. Det er kombinationen af en forankring i ens kulturarv og udviklingen af en moralsk rygrad. Dannelse er bevidsthed og samvittighed, kundskab og ansvarsfølelse, og det er en livslang læringsproces, udvidelse af vores horisont og modning af sindet.
Dannelse er både indholdet og processen, og man bliver aldrig “færdig”.
Begrebet Bildung, som dannelse hedder på tysk, blev først beskrevet og udforsket af den tyske filosof Johann Gottfried Herder i 1774. I årtierne, der fulgte, fortsatte filosoffer og forfattere som Goethe, Schiller, Fichte, Wilhelm von Humboldt og Hegel med at undersøge dannelsen, og det samme gjorde den schweiziske pædagog Johann Heinrich Pestalozzi.
Hvad der er specielt interessant i dansk sammenhæng er, at Frederik VI’s skolekommission, som skabte Danmarks første folkeskolelov i 1814, havde nære personlige kontakter til især Schiller, Fichte og Pestalozzi. Vores første folkeskolelov var en af verdens mest progressive på det tidspunkt, og kommisoriets medlemmer ikke blot læste de førende tyske dannelsesfilosoffer, de havde også personlig kontakt til nogle af dem.
Sådan et har vi nemlig…
I bogen The Nordic Secret – A European story of beauty and freedom (Fri Tanke, Stockholm, 2017), sammenligner Lene Rachel Andersen og Tomas Björkman det oprindelige dannelsesbegreb med moderne udviklingspsykologi vedr. voksne, og de når bl.a. frem til at:
Den første gang Grundtvig nævner ordet folkeoplysning, nævner han også “folkedannelse” – et ord, ingen siden har brugt på dansk. På svensk hedder folkeoplysning folkbildning, og oplysningen og dannelsen hænger da også tæt sammen.
Det folkelige i folkeoplysningen handler om to ting: det er ikke undervisning blot for eliten, men for alle, og samtidig handler det om at danne et folk, dvs. at skabe en fælles følelse af, at man udgør et folk og tilhører et folk.
Folkeoplysning 1.0 var højskolerne i slutningen af 1800-tallet og frem til omkring 2. verdenskrig.
Folkeoplysning 2.0 var kulturradikalismens brud med det præmoderne samfund og den pop- og designkultur, som kulturradikalsterne skabte. I Danmark dukkede denne strømning op og spredte sig gennem revyer og brugskunst allerede i 1930’erne, og den spredte sig fra Danmark til Norge og Sverige. I resten af Vesten er det formentlig fair at sige, at “kulturradikalismen” var det, som skete med ungdomsoprøret i 1968. Folkeoplysning 2.0 var altså ikke institutionaliseret folkeoplysning på samme måde som højskolerne, og den henvendte sig heller ikke specifikt til bønder eller arbejdere (eller måske gjorde den, men det var hverken arbejdere eller bønder, der tog den til sig, det var akademikerne).
Folkeoplysning 3.0 er vi nødt til at skabe selv. Så vi ved endnu ikke, hvordan den ser ud.