Nej. De er ikke onde. De er gode mennesker, som ser noget andet i verden end du gør. De har andre forudsætninger end dig, de lever under andre omstændigheder end dig, og derfor ser de andre ting end dig, og drager andre konklusioner end dig. Men nogle gange er de andres synspunkter så afvigende fra vores egne, at vores følelser koger over. Man kan næsten blive fysisk dårlig af at høre, hvad de andre mener.
Når forskellighederne pludselig virker så store, at vi ikke længere bare synes, de andre har nogle mærkelige holdninger, men det virker, som om de slet ikke har et moralske kompas, så er det fordi, vi ikke alle deler det samme moralske kompas. Der er i dag fire grundlæggende forskellige moralske kompasser i vores samfund; fire forskellige ’modeller’ for moral: Den oprindelige, den præmoderne, den moderne og den postmoderne moral.
Ifølge den oprindelige moral er mennesket en del af naturen, og det enkelte mennesker indgår i en helhed, både socialt, spirituelt og økologisk, som ingen kan ændre på.
Ifølge den præmoderne moral findes der evige sandheder, hvor man ikke tvivler eller stiller spørgsmålstegn ved autoriteter eller nedarvede svar og traditioner. Her har både familien og samfundet en faderfigur, og religion og politik er ét og samme; der er ingen menneskeskabte principper, som kan stilles over Gud, og Gud har sine repræsentanter i form af konger og præster.
Det er muligt at bevare en præmoderne moral i et moderne, sekulært samfund, men så erstatter Nationen Gud, og Nationen bliver en hellig og ukrænkelig størrelse. Der er ingen menneskeskabte principper, som kan stilles over Nationen – og politik føles trygt, når en ”Far” er ved magten og bestemmer.
Ifølge den moderne moral danner fakta grund for fælles sandhed, og videnskab underbygger fakta. Menneskeskabte stater eller statslige samarbejder er de største juridiske enheder og det er staten, der garanterer vores retssikkerhed, menneskerettigheder og vores status som borgere.
Det moderne samfund, dets institutioner, politik og vores rolle som menneske og forbruger blev skabt som svar på opfindelsen af trykpressen og dampmaskinen samt den industrialisering, som fulgte.
Det moderne samfund bygger både på den liberale tanke om individet, socialismens ide om gensidig solidaritet, og konservatismens idé om et folk.
Den moderne moral tilsiger os, at menneskeskabte principper styrer staten, og menneskene har ansvaret for verdens udvikling.
Ifølge den postmoderne moral anses alt for at være sproglige og sociale konstruktioner, og alt får sin værdi i kraft af sine relationer til noget andet; der er ingen evige eller absolutte sandheder. Alle kulturelle udtryk anses for at være lige meget værd, og den enkelte må konstruere sine egne sandheder. Derfor er der heller ingen kultur eller moral, der kan være bedre end andre.
Den eneste sandhed, som er fælles, er, at der ikke er nogen sandhed. Derfor må de gamle magtstrukturer, som repræsenterer illusionen om sandhed, og som derfor favoriserer visse mennesker og deres værdier (typisk: hvide, vestlige, mænd) dekonstrueres, så der ingen top og intet hierarki findes.
Eftersom fælles normer, videnskab og logik anses for at være en del af det herskende magthierarki, forkastes disse også. Derefter er der kun de subjektive følelser tilbage til at afgøre, om noget er rigtigt eller forkert.
Ironisk nok fører dette til et nyt moralhierarki, der målrettet distancerer sig fra fortiden og fra muligheden for at have fælles, objektive sandheder. Dette nye moralhierarki opstår omkring kroppen og tre af dens ufravigelige kropslige manifestationer: hudfarve, sult og sex. Hudfarven afgør, hvem man er; ”hvidhed” repræsenterer fortidens magt, som må forkastes. Spisevaner afgør, om man er god eller ond; veganisme er det nye renselsesritual, fordi den både beskytter klimaet og gør op med industriel produktion af kød. Køn er noget, man vælger, og det er kun en selv, der kan afgøre, hvilket køn man er.
Den moralske krig
Mellem hver af disse fire slags moral er der en konflikt. Har man den ene form for moral, ser det ud som om dem med en af de tre andre slags moral slet ikke har nogen moral overhovedet. I Danmark møder vi ikke den oprindelige moral ret ofte, bortset fra i forholdet mellem Danmark og Grønland. Til gengæld møder vi de andre tre slags moral hele tiden, og uanset hvilket spørgsmål, vi diskuterer i vores samfund, så clasher disse tre forskellige former for moral.
Det skræmmende i disse moralkonflikter er, at det var en lignende moralkonflikt, som bragte Hitler til magten. Tyskerne i 1930’erne var splittet mellem den præmoderne moral og den moderne moral. Hitler lovede dem, at de kunne beholde den præmoderne moral i moderne klæder: faderen som autoritetsfigur, militarismen som samfundsstruktur, religionen som rettesnor, og die entartete Kunst, dvs. modernitetens sjæl, kørt på forbrændingen.
Helt ind i den enkelte tyske familie fandt det moralske sammenstød sted mellem præmoderne og moderne. Der gik et moralsk jerntæppe ned gennem den enkelte families spisebord: med Hitler eller mod Hitler; for den præmoderne moral eller for den moderne moral.
Moral er det, der fortæller os, om vi er et godt eller et ondt menneske. Når vi som samfund står mellem to forskellige moralopfattelser – i vor tid tre – handler det således ikke længere om politiske uenigheder, men om, hvem der har retten til at opfatte sig selv som ”de gode”. Når vi tillige tænker ud fra dem-og-os, dvs. et enten-eller, kommer vi let til følgende konklusion: Er jeg God, så må de andre være Onde.
Det er den moralske krig, som udspiller sig lige nu i Danmark, i resten af Europa, i USA og Canada, samt hele den industrialiserede del af verden.
Findes ”de onde” slet ikke?
Der findes psykopater, som slet ikke har nogen følelser over for andre mennesker, og der findes sadister, som får en nydelse ud af at se andre lide, men de hører til de absolutte undtagelser. Der findes også narcissister og sociopater, som i virkeligheden gerne vil være en del af fællesskabet, men som kun kan se deres egne behov, og som derfor ikke kan finde ud af nogen af de fire slags moral.
Desuden findes der mennesker, der mangler fantasi til at forestille sig konsekvenserne af deres handlinger.
Om man vil kalde nogen af disse fem grupper onde, må man overveje med sig selv. De fire første er en psykiatrisk diagnose, den femte er en almen utilstrækkelighed, som vi alle lider af.
I langt de fleste tilfælde, hvor vi oplever ”de andre” som ”onde”, vil vi blot stå over for et normal-empatisk menneske, der har en anden moralopfattelse end os selv.
Hvad kan du gøre?
Næste gang du synes, at nogen er ond, og næste gang du føler trang til at kalde nogen fascist, trække hitlerkortet eller trække nu-trækker-du-hitlerkortet-kortet, så kig på de forskellige typer moral. Se, om du kan forstå dig selv og din samtalepartner gennem dem. Hvis det giver mening, så start samtalen på ny. Begynd eventuelt med dette spørgsmål:
Hvor passer vi hver især ind, og hvorfor gør det så ondt på mig, at du tænker som du gør?
Både-og
I Fremvirke er det vores mål at være metamoderne. Dvs. at vi ser en værdi i alle fire moralstrukturer. De giver hver deres slags svar i hver deres kontekst; valget mellem de fire slags moral er ikke et enten-eller, det er et både-og.
Og så er vi alle nødt til at huske på, at vi alle er utilstrækkelige. Og at den moralstruktur, som vi har, er det dyrebareste vi har til at fortælle os, om vi er gode mennesker eller ej. Derfor gør det så ondt, og man kan blive så satans arrig, når nogen ikke deler den samme moral som en selv.
Photo by TETrebbien
