OK, det er måske ikke det første man tænker, når man følger nyhederne i disse dage: Det hele kan blive meget bedre, og vi kan skabe en blomstrende fremtid for hele kloden.

Men hvad nu, hvis vi kunne? Hvis vi kunne løfte i flok, ikke vildt og stort, men hver vores lille løft, dér hvor vi allerede er? Hvis vi alle handlede blot en lille smule klogere, en lille smule mere langsigtet, en lille smule mere bæredygtigt. Hvordan ville det se ud? – Mange bække små, som man siger…

Netto tog et fantastisk initiativ i foråret: gratis frøposer, så alle kunne plante bi-venlige blomster på altanen eller i haven. Det ser i ud som om, vi har mistet omkring 70% af vores bier flere steder i Europa. I Danmark er bilister blevet bedt om at melde sig til at køre med et insektnet på bilen for at indsamle insekter, så forekomsten kan måles. Initiativet med frøposerne var for at give mere mad til bierne, så vi ikke mister vores bestand.

Der er kommet nye vegetabilske “kød”-produkter på hylderne i supermarkederne, og hvis man ikke gider spise dem som erstatning for kød, kan man blande. Vores kødkonsumption er en af de største CO2-syndere, og dermed en af de største udfordringer for klimaet. Med de nye kødlignende produkter er det blevet ufatteligt nemt at skære drastisk ned på kødforbruget uden at ændre sine madretter.

Nå, det var to gode forslag, det tredje forslag i denne omgang er nok i virkeligheden det vanskeligste:

Det er nemt at hidse sig op på de sociale medier, men man kan faktisk tage en slapper og skrive pænt. Vise omtanke. Forsøge at forstå, hvorfor modparten tænker og skriver, som de gør. Man kan udvide sin horisont med andre ord og træne sin empati og omgængelighed. Man kan også indbygge en stopknap i sig selv, inden man deler opslag eller billeder, som man ikke har spurgt om lov til at dele.

– Der er i øvrigt en virkelig god mulighed for at lære at bruge stopknappen: man kan gå ud og deltage i den offentlige debat blandt andre mennesker.

Hvis vi alle plantede blomster, spiste mindre kød og viste omtanke på sociale medier – det lyder en anelse fjollet, jeg ved det godt – men det ville faktisk blive en bedre verden.

Der er en tendens til at kigge mod teknologiske løsninger for at løse vores problemer. Men en stor del af problemerne stammer fra os selv: vi er vanedyr og tænker ikke på, at små forandringer kan gøre en kæmpe forskel, især hvis vi er mange nok..

 

 

Foto:  Annie Spratt