TEKNOLOGI: NUTID, FREMTID, ALTID?

Ved Google, om din kæreste er ved at slå op?

En workshop om overvågningskapitalisme og menneskets magt over den teknologiske udvikling

Computere sidder ikke længere blot i computere, og lytteapparater som Siri sidder ikke blot i din telefon. Processorer findes i alle mulige ting, og snart kommer der intelligent støv, som kan indlejres i forskellige former for materiale: Dit tapet kommer til at kunne tænke selv.

Vi giver en introduktion til algoritmer, nanoteknologi, 4D-print, kunstig intelligens (AI), the Internet of Things (IoT), blockchain m.m. og drøfter, hvordan vi bevarer humanismen.

Sociale medier har ikke blot adgang til de informationer, vi lægger på nettet, de har også adgang til mønstrene i, hvad vi lægger på nettet, hvornår vi lægger det på nettet, hvor vi færdes på nettet, og hvem vi er i kontakt med. Det er teknisk muligt at koble ansigtsgenkendelse til alle billeder på fx Facebook og dermed at finde ud af, hvem der har været hvor, hvornår og sammen med hvem – også selvom vi ikke skriver det. Teknisk set er det ingen sag at koble informationerne sammen med alle de overvågningskameraer, som sidder overalt. Vores færden kan kortlægges ned til mindste detalje. – Men skal den det?

Hvor langt fremme er kunstig intelligens, og hvad betyder det, hvis computere udvikler en intelligens, der er langt højere end vores egen? Kan vi stole på den, denne fremmede og anderledes intelligens? – Og hvem ejer den?

Hvem ejer i det hele taget alle vores informationer? Kan man lovgive sig til at beskytte vores privatliv og frihed, når algoritmerne sidder i alle mulige ting? Eller kan man skabe det gennem designet selv?

 

Vi kommer til at studere og diskutere:

Hvad kan teknologierne allerede, og hvor er udviklingen på vej hen? Vi giver et overblik.

Etik og moral. Hvad er forskellen, og hvor meget etik og moral er der bag de nye teknologier?

Psykologisk manipulation. Hvor gode er tech-designerne til at udnytte vores følelser?

Hvem bestemmer? Når noget er “gratis”, kan du være ret sikker på, at det er dig, der er produktet. Hvor klog skal man være for ikke at blive trukket rundt i manegen af tech-giganterne? Og kan Google rent faktisk forudsige, om din kæreste er ved at slå op?

Hvad kan du selv gøre? Du kan beskytte dig, men hvor meget kræver det?

Hvad kan politikerne gøre? Kan demokratiet beskytte vores privatliv og frihed?

Workshoppens teoretiske fundament

The Age of Surveillance Capitalism. Shoshana Zuboffs bog, der udkom i 2018, er allerede en klassiker.

Dertil kommer, at vi løbende følger med i den teknologiske udvikling og den internationale debat på området.

 

Vi tilbyder eleverne en række links til relevante videoer om emnet online.

Tilbage til siden Fremvirkes Akademi for unge.

For bookning eller mere information, kontakt venligst Mette Hvid Brockmann på mhb@fremvirke.dk eller 53 83 39 25.