Bildung 3.0. Tidens kriser kræver en ny dannelsesvækkelse, bevidsthedsudvikling og et meta-moderne verdensbillede

 

Det er måske umiddelbart svært at se en sammenhæng imellem en middelaldermystiker som Meister Eckehart, 1800-tals-tænkerne J. G. Fichte og N. F. S. Grundvig og dagens mange kriser.

Men der ér en rød tråd – ‘dannelse’ – og det er min påstand, at vi må trække på denne arv, og satse på en ny dannelsesvækkelse, for at imødegå dagens voldsomme udfordringer.

Verden, som vi kender den, er under større klimamæssigt pres end nogensinde før. I vores atroposcene tidsalder er det os mennesker, der udgør den største geologiske/klimatiske påvirkning, og vi er tvunget til hurtigt at formå at se os selv i en langt større kontekst både socialt, globalt og universelt end vi praktiserer i øjeblikket.

Vores verden vil med andre ord snart være meget anderledes. Hvad skal vi mennesker leve af, når kunstig intelligens overtager vores jobs? Hvordan sikrer vi et skattegrundlag til uddannelse, sundhed, infrastruktur mv.? Hvad har vi af løsninger på udfordringerne med miljø og migration? Hvilke færdigheder og kompetencer skal vores børn og unge have med sig fra deres uddannelser? Hvordan sørger vi for, at vi ikke strander foran en skærm fuld af fake news ude af stand til at tænke kritisk? Hvordan holder vi liv i vores lokalsamfund og demokrati? Hvordan undgår vi, at ejerne af de elektroniske medier ikke misbruger deres magt mere end de allerede gør? Hvordan sikrer vi et værdigt og meningsfuldt liv for os selv og hinanden?

Det kræver klare sind, varme hjerter og evnen til at tænke i de store og komplekse sammenhænge, vi er tvunget til at gøre nu. Ellers knækker vores demokratiske samfund over på midten. Ellers lader vi vort fællesskab smuldre. Hvis vi overlader os selv og hinanden til selvoptagethedens laveste fællesnævner, populisme, kynisme og manglende kritisk sans, så er vi og vores børn og kommende generationer meget ilde stedt.

Det er hér, at Eckehart, Fichte og Grundvig kommer ind i billedet. Danmark var gået bankerot i 1813. Alligevel var vi blandt Europas rigeste nationer og mest vel(ud)dannede allerede godt 100 år efter. Det, der skete, var et mirakuløst mesterstykke: Grundvig og folkehøjskolerne. I løbet af tre-fire generationer fik store dele af den danske almue en alvorlig vitaminindsprøjtning af viden, færdigheder og – ikke mindst – almendannelse.

Der var ikke kun tale om uddannelse. Ungdommen lærte sig håndværk, jo. Men der var også tale om karakterskabelse – dannelse – der gjorde tusinder af menneskers horisont bredere; der gav dem højere til loftet og større horisonter; der bibragte dem selvindsigt; der gjorde det muligt for dem at forstå andre mennesker bedre; der fik dem til pludselig at se sig selv som en del af større og mere komplekse sammenhænge etc. Hvilket løftede hele landet ud af og væk fra det morads, det var endt i.

Inspirationen kom sydfra med tyske tænkere med Fichte i spidsen, der betonede idealer og menneskets frie skabende kraft. Og allerede tidligere havde Eckhart talt om, at ‘et menneske kan bære et billede ved sit hjerte og formes af det’. Han kan derfor med tilsnigelse tilskrives begrebet ‘dannelse’, fordi vi oversatte og overtog det fra hans ‘bildung’ (af. Bild).
Dannelse er, med filosoffens Ole Fogh Kirkebys ord, ‘den måde, hvorpå min erfaringskapacitet formes, således at jeg kan erkende på nye måder. Det dannede menneske oplever simpelthen anderledes end det uddannede.’ Dannelse er altså ikke kun gode manerer og historisk, kulturel og kunstnerisk forståelse.

Dannelse er at kunne se sig udefra og indtage et meta-perspektiv, der åbner mulighed for at tænke over og stille spørgsmål ved egne værdier, antagelser og holdninger. Dannelse er at kunne se den anden indefra. Dannelse er kritisk sans, empati og kreative evner. Dannelse er at anskue livet, situationer og mennesker i helheder og sammenhænge. Dannelse er at tage Kants kategoriske imperativ til sig: jeg gør mit allerbedste for at handle således, som jeg mener, at andre burde gøre i samme situation. Dannelse er et bevidst forhold til de grundlæggende eksistentielle spørgsmål, som vi som race ikke må holde op med at forholde sig til: hvem er vi, hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen? Det billede vi bærer tæt på vores hjerter former vores normer og værdier.

Vi kan nemlig ikke blive ved med at sidde fast i et moderne verdensbillede. Samtidigt kan vi heller ikke forlade os på det postmoderne verdensbillede. Begge operer med enten-eller tænkninger. Vi er nået til et sted i menneskets udvikling, hvor vi må lære at danse i kaos og tænke i både-og. Dét kræver dannelse.

Modernismen er det kendte og fortsat dominerende mekaniske og reduktivistiske verdensbillede. Med Newton og Descartes i spidsen fortrængte modernismen i 1600-tallet det religiøse og metafysiske og slog fast, at objektive sandheder, videnskab og rationalitet er, hvad livet skal forstås ud fra og bygges på. På bagkant af moderniteten kom demokrati, kapitalisme, socialisme, liberalisme, individets ukrænkelighed, troen på fremskridtet, menneskerettigheder og menneskets herredømme over naturen.

Det postmoderne verdensbillede er kritisk over for alle modernitetens sandheder og hierarkier. Det er vokset frem i løbet af sidste del af 1900-tallet, i takt med nedbrydningen af kendte autoriteter og de store fortællinger om fremskridt og retfærdighed er faldet sammen. Det postmoderne er en protest imod det rationelle, objektiv viden og videnskaberne, og peger på indflydelsen fra magtstrukturer, det ubevidste i os og sociale og relationelle konstruktioner og kontekster. Dermed er objektive sandheder og bånd til fortiden ikke længere gældende, men alle meninger ses som lige gyldige.

Det metamoderne verdensbillede, der knapt nok er defineret færdigt, vokser ud af erkendelsen af, at både det moderne og det postmoderne fører store problemer med sig, hvis de får lov at stå alene og isolerede. Det metamoderne ser samtidigt sandheder i både det moderne og postmoderne, og at vi må formå at bringe sandhederne fra begge verdensbilleder positivt i spil, hvis vi vil skabe en god fremtid for os selv og kommende generationer.

Kan vi stå på nogle moderne sandheder – med stort S – og samtidigt formå at være kritiske, nysgerrige og respektfulde? Kan vi favne ‘både-og’ frem for det meget lettere forståelige ‘enten-eller’? Kan vi engagere os i eksistentielle kontemplationer i en verden, hvor hastighed og kompleksitet vokser? Kan vi finde en ny og bæredygtig plads til os selv i Jordens økosystem? Kan vi forandre den politiske debat til noget mere konstruktivt og samarbejdende?

Det ‘både-og’ er det billede, vi må bære ved vores bryst, for det er præmissen for en fremtid.

Vi var bankerot i 1813. Men var genrejst efter kun godt 100 år. Tidens kriser beder os huske vores gæld til en middelaldermystiker som Eckhart, en tysk tænker som J.G. Fichte; og vores egen Grundtvig.

Vi må hver især kigge meget grundigere på, hvilke billeder vi bærer ved vores hjerter. Og vi må sætte alle sejl for at gøre det kollektivt. For vi formes af de billeder, og skaber vores samfund ud af dem.