Etik er det nye sort. Sådan virker det i det mindste, når man følger debatten omkring digitalisering og kunstig intelligens disse måneder. Regeringens disruptionråd nedsatte en ekspertgruppe omkring dataetik tidligere i år. Den får til opgave at komme med ideer til, hvordan virksomhederne i Danmark skal forholde sig til dataetiske problemstillinger. Andre kræfter arbejder på at skabe et IT-etisk råd a la det oprindelige, og stadig eksisterende, Etiske Råd. Og Akademikerne har konsistent plæderet for oprettelse af et digitalt etisk råd og afholdt senest et Digital-etisk hackathon (hvor jeg i øvrigt havde æren at være keynote).

Årsagen til denne tendens er nok, at digitaliseringen er blevet allestedsnærværende og i mange sammenhænge overordentlig påtrængende. Vi ser en offentlig sektor som i stigende grad adopterer den private sektors optimeringsfilosofi, i massivt omfang anvender big data til at blive mere effektiv og fra tid til anden bevæger sig på grænsen af, hvad som er etisk og moralsk acceptabelt. Og vi ser eksempler på ekstrem misbrug eller umoralsk anvendelse af personlige data, husk lige Facebook og Cambridge Analytica, hvor vores opfattelse af, hvor langt de store kan gå, flytter sig hele tiden.

Men sideløbende får vi på samfundsplanet nu heller ikke altid den store, folkelige diskussion ud af udviklingen. Vi ved godt, som borgere og individer, at Facebook, Google og de andre store, opfatter os som produkter og handler vore data. Vi ved også godt, at overvågningssamfundet er på massiv fremmarch. Men det er som om, at vi med tiden er blevet immune overfor de advarselstegn som vi bliver præsenteret for, hele tiden. Da dankortet blev indført i 1983 var der massiv skepsis fra en del befokningsgrupper, og herunder var bankernes mulighed for at overvåge vores adfærd, et af bekymringspunkterne. Dét, kunne vække os.

Men da Politiet begyndte at bruge nummerpladescannere og dermed fik mulighed for at overvåge og registrere os allesammen via vore biler – om vi er skyldige eller rene som sne – udeblev diskussionen. Kun nørdede privacy-fanatikere talte om dette i lukkede kredse, samtidig med, at overvågningsudstyret blev monteret på hovedfærdselsårerne og på taget af politibilerne. Og livet gik stille videre.

Så hvor går grænsen? Problemet er, at i dag går alting hurtigere – og er langt mere globalt. Vi agerer i en langt mere kompleks verden end i 1983 og vi tænker ikke rigtig over, at den teknologi som i stigende grad rammer os, ofte er udviklet i geografier med et langt mere afslappet forhold til etik, datasikkerhed og moral. Så vi skal lære at navigere; vel at mærke i en verden som vi ikke rigtig har set tidigere.

Derfor er det måske en god ide, at etablere et digital-etisk råd. En pendent til det oprindelige etiske råd, der som bekendt kun i meget begrænset omfatter informationsteknologien, som kan diskutere de svære, uklare, problematiske dilemmaer som teknologien bringer med sig.  Altså de problemstillinger som går videre end dataetik og persondataforordninger. Dér hvor vi er ude på overdrevet, maskinerne begynder at blive så intelligente at de kan overtage vores arbejde, informationsteknologien er blevet så invasiv at den kan overvåge både os og vores fysiske omgivelser. Og hvad nu hvis vi kommer på en transhumanistisk teknologirejse hvor vi kan udlæse vores sjæl og bevidsthed til et lagringsmedie så vi kan skifte krop? Måske ikke lige nu, men udviklingen går hurtigt. Så hvor går grænsen? Og skal vi sige stop når vi rammer den?

Den diskussion kunne vi godt tænke os at deltage i.

Så det gør vi. Blandt andet på Folkemødet, nemlig i debatten “Digitalisering, hvor går grænsen?”, fredag kl. 9:00 i K6 – Akademikernes Hus.

Vel mødt – og deltag i diskussionen.