Der er noget mærkeligt ved Danmark. Vi er et af verdens rigeste, mest velfungerende og veluddannede lande, og alligevel er det som om, det 21. århundrede ikke er feset ind endnu. Det nyligt afholdte valg er ingen undtagelse: reelt var der ikke et eneste valgtema, som ikke kunne have været på programmet, da Schlüter udskrev valg i december 1983.
Dengang var Anker Jørgensen stadig leder af Socialdemokratiet, Ronald Reagan var præsident i USA, og flødekartofler var det nye sort. Sammen med kinakål og culottesteg. Kulinarisk har vi flyttet os, og vegansk ’kød’ er på vej på hylderne, men politisk?
”Jo, men miljø- og klimaspørgsmålene spillede da en rolle i valget 2019. Det samme gjorde topskat, indvandring og velfærd.”
Præcis. Og hvilket af det, burde vi ikke have taget hånd om i 1984, så vi kunne fokusere på vores egen tid og fremtid i dag?
Shu-Bi-Dua havde haft et kæmpehit med Costa Kalundborg i 1982, og hele landet gik og sang med på ”Der er sket en forurening / af den ydre atmosfære / så meteorologerne har lovet at / vi nu får bedre vejr.” Således ingen undskyldning for ikke at tage klimaspørgsmålet seriøst politisk, men skete det? Nixen-bixen, og her sidder vi så 35 år senere, og Greta Thunberg pjækker fra skolen, og gamle mænd bliver stadig sure i stedet for at tage problemet seriøst.
Topskat – been there, done that, wore out the t-shirt. I USA hedder afskaffelsen af topskatten trickle-down-økonomi, og det er selvklart, at det ikke virker, hvis man vil have et langtidsholdbart økonomisk system, hvor alle kan leve af hæderligt arbejde. De stærkeste skuldre må bære de største byrder. Det var dog ikke Reagans forståelse af økonomien. Til gengæld må man tage hatten af for Schlütter og ikke mindst den danske befolkning, som lykkedes med at spænde livremmen ind i fællesskab i 1986 under Kartoffelkuren: Der var en fælles forståelse af, at vi som land var nødt til at får styr på finanserne og betalingsbalancen, så øget fælles gæld ikke kørte os kollektivt i grøften. Solidaritet!
Tilbage i 1984 hed indvandrere vist nok stadig gæstearbejdere, men vi kunne lige så godt have indset, at folk ikke rejser hele vejen fra Izmir til Ishøj for at stå på en fabrik eller køre taxa i 40 år og så rejse tilbage igen. I stedet gifter de sig, får børn, sender dem i skole, bliver pavestolte, når familiens første student kommer på universitetet, og derefter ser de frem til folkepension og en alderdom med børn, svigerbørn og børnebørn omkring sig.
Velfærd. Det er som et trylleord, danskerne ikke kan sige ofte nok. Det er som om, det rummer svaret på alt, men ingen vover at tage en debat om, hvad det egentlig er. Hvor meget omfatter det? Hvad skal principperne bag det være? Hvem skal have det, og er der nogen, der ikke må få? Det er bare noget, man lover mere af, og så er alting godt. Vi kunne lige så godt have startet en meningsfuld samtale om velfærd i 1984, men det gjorde vi så ikke, og vi har heller ikke gjort det siden.
Miljø, klima, topskat, indvandring og velfærd kunne således lige så godt være blevet klapset af i 1984 i stedet for at spilde vores medietid, spalteplads og mentale overskud i dag.
Hvis vi havde været færdige med de fire emner, så kunne vi i stedet bruge vores politiske energi på det, som virkelig er ved at omkalfatre grundstrukturen i vores samfund: overvågningskapitalismen, skatteundvigelserne fra de multinationale virksomheder, kinesernes gradvise teknologiske overtag på stort set alle områder, og nye teknologier, som kan overvåge os helt ind i vores mest intime forhold og tanker. For at håndtere disse udfordringer er vi nødt til at styrke det demokratiske samarbejde på globalt plan.
Danmark har med sin velstand, sit høje uddannelsesniveau, sine teknologivirksomheder, sine universiteter, og sin demokratiske tradition for bl.a. folkeoplysning en enorm forpligtelse til at vise resten af verden, hvilken vej vi bør gå. Der er ikke mange andre samfund, der kan gøre det, men Danmark burde være i stand til det. Vi bør kunne det alene, vi bør kunne det sammen med resten af Norden, og vi bør kunne det i samarbejde med EU. Men vi bør tage første skridt selv, for vi har nogle unikke forudsætninger.
Dét burde vi have diskuteret ved Folketingsvalget 2019. Dét ville have været relevant. I stedet var valget top-tunet til 1984. Hvilket selvfølgelig rummer sin egen skræmmende logik, dersom man har George Orwell i tankerne.
Som en bonus fra dengang kommer her både Shubidua og Eurithmics:
Topfoto:
