Debatten om ytringsfrihed kører i båndsløjfe i Danmark. Nye fornærmelser og satireindslag dukker op, men argumenterne kører i ring: alle må tåle hån, spot og latterliggørelse, og hvis man ømmer sig over dét udsagn, så er man imod ytringsfrihed, og så har man skrevet eller talt sig selv ud af debatten. Hævder man, at tonen er for grov, er man imod ytringsfrihed.
Problemet i den danske debat er grundlæggende, at der er tre aspekter af ytringsfriheden, som konstant rodes sammen:
- Ytringsretten
- Ytringsmoralen
- Ytringssikkerheden
Ytringsretten er, hvad der er lovligt at sige. Ytringsretten defineres af lovgivning og jura, og den handler i første omgang om, at staten ikke må udøve censur, dernæst at staten i det hele taget ikke må begrænse borgernes frihed til at ytre sig. Der er undtagelser herfra, bl.a. må man ikke udtale sig injurierende om andre. Desuden har offentligt ansatte ytringsret ligesom alle andre borgere, og offentlige myndigheder kan således ikke tvinge deres ansatte til at forholde sig tavse mht. kritik af deres arbejdsgiver.
Ytringsmoralen handler om, hvordan vi bør eller ikke bør tale (eller skrive) til, med og om hinanden. Den handler om tonen i debatten og om, hvorvidt vi skal vise hensyn til vores medmennesker, når vi ytrer os.
Ytringssikkerheden handler om, hvorvidt man risikerer andet end verbale angreb, når man har ytret sig negativt om andre eller noget, de har kær. Får jeg fx et par på hovedet, hvis jeg siger noget om Hells Angels, eller bliver jeg stukket ned af vrede muslimer, hvis jeg gør grin med Muhammed?
Ytringsretten er der mig bekendt ingen, som har ønsket at pille ved, heller ikke ifm. Muhammedtegningerne. Der har ikke været tale om at ændre dansk lovgivning, så færre ting var lovlige at sige eller skrive.
Ytringsmoralen er den, som gang på gang affejes med mantraet om, at alle må tåle treenigheden af hån, spot og latterliggørelse. Hvis vi alle sammen var psykisk velafbalancerede voksne mennesker, og ingen minoriteter oplevede ulige magtforhold i samfundet, kunne man godt argumentere for, at der ikke behøvede gælde nogen ytringsmoral; enhver voksen må finde sig i, at andre voksne skriver de rædsomste ting om deres religion, udseende, madvaner, handicap, seksuelle tilbøjeligheder, køn og/eller mangel på samme. Men vi er ikke alle voksne; børn udsættes også for det had, som ligger bag ubehagelige ytringer. Vi er heller ikke alle velafbalancerede; nedgørende ytringer om minoriteter rammer ikke blot minoriteterne og forstærker privilegier og strukturel forfordeling, ytringerne æder sig også ind i sjælen på de psykisk ustabile mennesker, som savner nogen at afreagere på. Endelig er der selvfølgelig det fundamentale moralske og etiske spørgsmål, som enhver fornuftig voksen borger må stille sig selv: hvordan bør vi omgås hinanden i et civiliseret samfund? Kan man overhovedet have et samfund, hvis ’bør’ og fælles normer og moral ikke kan diskuteres?
Ytringssikkerheden handler om vold, og vold er i forvejen forbudt. Dvs. uanset om man har sagt noget grimt om andre eller deres helligste, eller man ikke har, så har de ikke lov til at bruge vold. Det er pr. definition forbudt at bruge vold, uanset hvad motivationen end måtte være. Dvs. der er ikke nogen hverken lovgivningsmæssig eller moralsk trussel mod samfundets insisteren på, at naturligvis skal vi have ytringssikkerhed. Selv hvis man siger noget ulovligt, fx at en navngiven person er pædofil uden at være det, så må vedkommende ikke gribe til vold; straffen er op til domstolene. Til gengæld er der en reel usikkerhed forbundet med at gøre grin med islam og Muhammed, og det er et stort problem.
Vi står således med en ytringsret, som ikke er truet, en ytringsmoral, som ikke kan diskuteres, og en ytringssikkerhed, som ikke er givet.
Så længe disse tre blandes i én pærevælling, er det umuligt at føre en fornuftig samtale om ytringsfrihed. Hvis vi skal slippe for den ulidelige båndsløjfe, og hvis den danske ytringsfrihedsdebat skal nå ud over konfirmationsalderen og træde ind i de voksnes rækker, er vi derfor nødt til at kunne skille de tre spørgsmål ad. Vi er nødt til at kunne føre tre separate diskussioner: Hvordan skal lovgivningen se ud? Hvordan bør vi omgås hinanden i den offentlige debat, så vi alle, inkl. børn, psykisk ustabile, minoriteter og majoriteter, kan være her? Og hvad gør vi for at forhindre vold?
De diskussioner regner vi med at tage op i Fremvirkes Forsamlingshus til efteråret.
