Vælg Side
CIRCLES OF BELONGING
Postmoderne identitetspolitik eller identitær nationalisme – hvad giver mening?
En workshop om at høre til, at finde sig selv og at være en del af fællesskabet
Hvad kommer først: min personlige identitet, som den føles i min krop, eller fællesskabet, som former mig og giver mig et sprog for, hvem jeg er? Og hvad nu, hvis jeg tilhører mere end ét fællesskab og derfor har flere identiteter?
Velfungerende lande som fx Danmark er stærke forestillede fællesskaber, fordi vi har en stærk fælles fortælling; som borgere føler vi en tilknytning til millioner af mennesker, vi aldrig kommer til at møde.
I dette fællesskab er der minoriteter, som føler og lever anderledes end flertallet. Der er både mennesker, som er emigreret udefra og ind i Danmark, og der er fx seksuelle minoriteter, som er vokset op midt i det danske fællesskab og føler sig anderledes og ikke tilstrækkeligt inkluderet i sprog og kultur.
Fremvirkes Akademi sætter nationalismen i et helt nyt lys og finder ud af, hvad det vil sige at høre til. Vi introducerer begrebet ’circles of belonging’ og diskuterer, om det rent faktisk er vigtigt for individet at kunne tage ansvar for nationalstaten. – Hvordan kan det i det hele taget være, at nogle har så stærke følelser over for et land? Er mennesket en geografi-afhængig art, eller er der noget andet på spil? Og kan man føle ansvar for både sin familie og hele planeten – på samme tid?
Individ og fællesskab. Hvordan fungerer balancen, og hvordan finder man den bedste balance?
Circles of belonging / identitetscirkler:
Forskellige former for identitet. Hvad kommer indefra, og hvad kommer udefra? Hvad bunder i individuelle følelser, og hvad bygger på fællesskaber?
Forestillede fællesskaber. Historikeren Benedict Andersson kortlagde i 1980erne, hvordan national identitet skabes, og hvordan forestillingen om et fællesskab kan holde sammen på millioner af mennesker, som aldrig kommer til at møde hinanden. Det er dog ikke kun i nationalstaterne, at en fælles forestilling giver os fælles identitet, det samme gør sig gældende i religioner.
Solidaritetscirkler og Circles of belonging. Solidaritetscirklerne er udviklet af professor Christian Welzel, der bl.a. er en af hovedkræfterne bag World Values Survey. Circles of Belonging er en videreudvikling af Welzels’ cirkler, og de viser bl.a., hvordan folkehøjskolerne og deres fokus på national kultur var med til at løfte Danmark og de andre nordiske lande ud af fattigdom i 1800-tallet.
Nationalisme, patriotisme og nationalchauvinisme. I bogen The Nordic Secret – A European story of beauty and freedom redefinerer Lene Andersen og Tomas Björkman begreberne nationalisme og patriotisme, og de introducerer begrebet national chauvinisme. Vi går alle begreberne efter i sømmene og ser på betydningen af at have en folkelig kultur.
Double Consciousness. Den første, der beskrev fænomenet, var W.E.B. du Bois, og fænomenet er kendt bland mennesker, der lever med en minorietsidentitet omgivet af en dominerende majoritet. Fremvirkes Akademi bygger først og fremmest på Paul Gilroy’s bog The Black Atlantic – Modernity and Double Consciousness
Der knytter sig et kompendium til workshoppen; alt efter interesse kan eleverne læse det i forvejen, eller de kan få det til videre (selv)studier efterfølgende. Det finder vi ud af i forbindelse med planlægningen.
Tilbage til siden Fremvirkes Akademi for unge.
For bookning eller mere information, kontakt venligst Mette Hvid Brockmann på mhb@fremvirke.dk eller 53 83 39 25.