Så er vi i gang på Testrup Højskole med 30 fantastiske elever, der alle har valgt filosofilinjen.
Vi indledte dagen med at dele med hinanden, hvorfor vi havde valgt at være på Testrup Højskoles filosofihold. Gennemgående svar hos eleverne var, at de ledte efter nye fællesskaber, og en sammenhæng, hvor de kunne lære uden at skulle bedømmes.
Vi kom dog til at bedømme dem: Tænkningen er klar, niveauet er højt, og de har et skarpt blik for de udfordringer, som ligger i den teknologiske udvikling! Det kan ikke være meget bedre.
Vores første opgave havde seks temaer, som blev gennemtænkt i seks forskellige grupper, og det rejste nogle rigtig gode spørgsmål:
Liv & arbejdsliv: Får vi en slags “robotkommunisme”, hvis ingen behøver at arbejde, fordi robotterne kan ordne det hele?
Miljø & bæredygtighed: Hvis folk flytter i økofællesskaber, er det så bare en ny slags ulighed, styret af dem, der har ressourcerne til det?
Nationalstat, EU & FN: Hvad er en stat, hvis tech-giganter har mere information om borgerne, end staten har?
Produktion og forbrug: Hvad skaber de bedste forandringer: aktivisme eller diktat ovenfra?
Kommunikation og sociale medier: Hvad gør vi, når vi slet ikke kan overskue alle mulighederne for at komme i kontakt med folk?
Teknologisk acceleration: Hvis det kun er nogen, der har råd til at “forbedres” teknologisk, får vi så en ny slags teknologi-racisme, hvor nogle bliver vanvittigt meget “bedre” end andre? Skal alle have lige adgang til at blive opgraderet?
Vi glæder os til fortsættelsen…